Opdatering om vejafgift 2025

15. november 2024

Vi er klar over, at mange af jer afventer information om de kommende vejafgifter, da de vil få stor betydning for jeres transportomkostninger. Lovgivningen, som træder i kraft den 1. januar 2025, er stadig under behandling i Folketinget. De endelige satser er derfor endnu ikke fastsat.

Vi følger processen tæt og kan informere om, at anden behandling af lovforslaget finder sted den 28. november 2024. Først derefter forventer vi en endelig beslutning og fastsættelse af satserne.

Den nye lov vil kræve, at alle lastbiler på 12 ton og derover betaler vejafgifter for at køre på størstedelen af statsvejnettet og udvalgte kommunale veje – samlet set omkring 10.900 km. Når satserne er endeligt fastlagt, vil vi informere jer om afregningsmodellen og de præcise omkostninger, som vil være gældende.

Vi beklager eventuelle gener, som de kommende ændringer kan betyde for jer og takker for jeres forståelse og tålmodighed. I er velkomne til at kontakte jeres sædvanlige kontaktperson hos Danske Fragtmænd, hvis I har spørgsmål.

Med venlig hilsen
Danske Fragtmænd