Kvindelig salgsdirektør i en mandeverden
4. oktober 2023
I juni 2022 trådte Maria Bohse Rosenbæk for første gang ind på sit nye kontor som salgsdirektør hos Danske Fragtmænd. Hun sagde samtidig goddag til en helt ny branche, som på mange måder ligger langt fra forsikringsbranchen, hvor hun har tilbragt det meste af sit arbejdsliv.
- Det fremgik ikke i stillingsopslaget, at det var Danske Fragtmænd, der søgte en ny salgsdirektør. Da jeg fik at vide, hvem virksomheden var, havde jeg brug for at tænke mig om. Transportbranchen havde jeg ikke meget kendskab til, og uden den ville det så give mening for Danske Fragtmænd og mig at indlede et samarbejde? Jeg endte med at takke ja tak til stillingen, da jeg vurderede, at mine ledelsesmæssige kompetencer opvejede min manglende brancheerfaring, fortæller Maria Bohse Rosenbæk.
Maria Bohse Rosenbæk er salgsdirektør i Danske Fragtmænd.
Langt de fleste af Maria Bohse Rosenbæks kollegaer i Danske Fragtmænd er mænd, og på nogle arbejdspladser kan dét at være en kvindelig leder give udfordringer undervejs. Det er dog ikke den oplevelse, Maria Bohse Rosenbæk sidder tilbage med efter et år i jobbet som salgsdirektør.
- Jeg har på intet tidspunkt oplevet i Danske Fragtmænd, at jeg er blevet behandlet anderledes eller dårligere, fordi jeg er kvinde. Det hænger måske sammen med, at kulturen i Danske Fragtmænd er meget nede på jorden. Samtidig er jeg også vant til en arbejdsplads med en overvejende andel af mænd fra mit tidligere job, fortæller Maria Bohse Rosenbæk.
Selvom Maria Bohse Rosenbæk ikke i sit nuværende virke har mødt de typiske fordomme som kvindelig leder, kan hun godt nikke genkendende til de udfordringer, nogle kvinder møder i dag på de danske arbejdspladser.
- I starten af min karriere er jeg helt sikker på, at flere af mine mandlige medarbejdere har tænkt, hvad skal hende den lille lyshårede pige dog bidrage med her. Noget de helt sikkert ikke havde tænkt, hvis jeg havde været en mand. Det gjorde, at jeg altid ydede en ekstra indsats og forberedte mig langt mere end nødvendigt. Ingen skulle sige, at jeg ikke havde styr på mine ting. Jeg var også meget bevidst om, hvilket tøj jeg havde på. Jeg klædte mig mere maskulint i jakkesæt, fordi det gav mig noget autoritet, fortæller Maria Bohse Rosenbæk.
I dag styrer tankerne ikke, hvordan Maria Rosenbæk klæder sig, og hun ser sine feminine sider af sig selv som styrker og ikke svagheder. For Maria Bohse Rosenbæk er diversitet et vigtigt ord på alle arbejdspladser og især i ledelsesmæssige sammenhænge. Hun fortæller:
- Jeg tror på, at diversitet i ledelsen giver virksomheden et bedre fundament. Som kvinder og mænd ser vi ikke nødvendigvis tingene ens, og det giver en anden dynamik og et bedre grundlag at træffe beslutninger ud fra. Personligt er jeg nok lidt mere in touch med den emotionelle del af mig selv, end mange mænd måske vil være. Det ser jeg som fordel i mange ledelsesmæssige sammenhænge.
Spørger man Maria Bohse Rosenbæk, hvordan hun i sin hverdag arbejder for at skabe en god diversitet i Danske Fragtmænd, svarer hun:
- Jeg vil gerne være en god rollemodel og mentor for de unge kvinder i Danske Fragtmænd, der har interesse for ledelse. Jeg har selv nydt godt af at have en kvindelig mentor igennem min karriere. Det er vigtigt at have en at kunne spejle sig i, og det betyder noget for ens selvtillid at vide, at man er på rette spor og gør det godt.